Nyhedsbrev fra Aarup Bio den 18. december 2013
Selv om vejrudsigten fra DMI lover både regn og 5 graders varme juleaften, så tør vi alligevel godt love både hvid jul og Frost i Aarup Bio!?
Hvid jul i Aarup Bio
Snegaranti: Lørdag den 21. december og søndag den 22. december kl. 13:00!
Kan du huske Theodor Fælgen, der vandt Bjergkøbing Grand Prix? Jo, det er ham - selv om han har måttet skifte navn til Reodor Felgen, så er alt ved det gamle...
Den lokale bladsmører vil gerne kunne love hvid jul. Så Reodor får til opgave at lave en maskine, der kan give os en hvid jul. Det lykkes - og til overflod, fordi kombinationen af avisfolk og teknik måske ikke er så heldig?
Kom ned i Aarup Bio og fyr snekanonen af!
Vi laver sne lørdag og søndag mens butikkerne har åbent. Så du har måske en god undskyldning til lige at lave juleindkøb, mens vi underholder børnene?
Har du fuldt styr på pakkerne, jamen så se filmen sammen med poderne i Aarup Bio og kom i julestemning. Det koster kun 50 kr. pr næse.
Frost i juleugen
Fra 2. juledag torsdag den 26. december kl. 16 og frem til mandag den 30. december kl. 16 (samt nogle dage i det nye år)
Vi har Danmarkspremiere på Disney-filmen Frost fra 2. juledag.
Prøv lige at tjekke sidste del af traileren til filmen på vores hjemmeside
Det er ren "Bambi på glatis" - igen! Denne gang bare meget sjovere og med den forkølede snemand - Olaf - og det legesyge rensdyr Sven.
Jeg grinede i hvert tilfælde længe efter at have set traileren!
Så tag børnene, bedstemor og resten af familien med i bio i juleugen og kom i godt humør.
VM-håndboldfinale
Søndag den 22. december kl. 17:15?
Hvis de danske håndbolddamer denne gang kan slå Brasilien og kommer i finalen ved VM i håndbold, så viser vi kampen - i HD - på byens bedste storskærm.
Kom ned i Bio og hep på pigerne. Vi lover kanonstemning - og det koster gratis!
Vi åbner dørene ca. en halv time før kampstart.
Kiosken er åben, så der kan købes vand, øl, slik mm.
... og så til næste år:
Vi har allerede booket film til det meste af januar 2014. Så du kan glæde dig til:
Uge 2: Philomena - Judi Dench spiller hovedrollen i den hjertegribende og autentiske film om tvangs-bortadoption af børn.
Uge 3: Den hundredeårige - Filmatisering af Jonas Jonassons bestsellerbog - Vi lover grinegaranti!
Uge 4: Adeles Liv - Kapitel 1 & 2 - 3 timers underholdning med vinderen af Guldpalmerne i Cannes.
Mad & Film 2014:
Vi har allerede nu styr på filmene til forårets Mad & Film. Programmet lyder som så:
Fredag den 24. januar - Brasiliansk - Reaching for the Moon
Fredag den 21. februar - Amerikansk - A Late Quartet
Fredag den 21. marts - Chilensk - Gloria
Fredag den 2. maj - Saudi Arabisk - Wadjda - Den grønne cykel
Læs mere om film og datoer på vores hjemmeside
Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.
Venlig hilsen
Aarup Biografforening
Film skal ses i Aarup Bio
Du får denne mail, fordi du er tilmeldt vores nyhedsbrev.
Du kan afmelde nyhedsbrevet her.